Spam-afsendere manipulerer aktiekurserSkynd dig at købe aktier i Texhoma Energy, for den store pressemeddelelse er ikke udsendt endnu. Sådan lyder en spam-mail, der i disse dage florerer rundt i de danske indbakker. Afsenderen ændrer navn fra mail til mail, men beskeden er den samme. - Al form for spam skal man holde sig fra, for ingen forærer noget væk, siger direktør Claus Silfverberg fra Dansk Aktionærforening. I USA hedder denne form for mail 'stock spam'. Den ukendte afsenders mål er enkelt. Spam-mailene skal få folk til at investere i en bestemt aktie, så efterspørgselen presser kursen i vejret, og derved scorer afsenderen sin gevinst. - Hvis der nu var en garanti for, at en aktie ville stige, så ville ingen sælge den, så jeg kan kun advare mod at investere i den slags, fortæller Claus Silfverberg. Han bekræfter over for Idag.dk, at han kender til flere tilfælde, hvor folk lader sig narre af enten spam eller telefonopkald.
» idag.dk - Povl D. Rasmussen - 18-10-2006 |









